Læsø Saltsyderi

Velkommen til Læsø Saltsyderi - en lille dansk virksomhed, som baserer sin forretning på det salte grundvand på Rønnerne syd for Læsø.
Vi syder salt i åbne jernpander, fortæller vores gæster om processen i historisk perspektiv, sælger saltet i butikken og fra vores webshop og nyder generelt, at vi må arbejde på en af Danmarks smukkeste arbejdspladser.

Kort om Læsø Saltsyderi

Læsø Saltsyderi så dagens lys i 1991 som et historisk værksted for arbejdsløse unge fra Læsø Produktionsskole.
Baggrunden var en række arkæologiske udgravninger på Læsø, hvor man havde fundet rester efter middelalderens saltsydehytter. I
 2004 blev produktionsskolen nedlagt, idet den havde overflødiggjort sig selv. På det tidspunkt kunne Læsø Saltsyderi nemlig bære sig selv økonomisk og man kunne herefter tilbyde faste jobs.

Læsø Salt har siden 2005 været er et aktieselskab, som ejes af Læsø Fonden. Aktierne er ikke omsættelige og Læsø Fonden blev stiftet som en erhvervsdrivende fond for - som moderselskab - at drive Læsø Salt A/S og Læsø Kur ApS. Læsøs borgmester er til enhver tid formand for Læsø Fonden.

Salt som et brand

Læsø salt er værdsat og dyrebart, dels fordi det er håndlavet efter ældgamle sydeteknikker, dels fordi den lille mængde havsalt er så eftertragtet. Læsø salt har nemlig en porøs, letopløselig struktur, en blid smag af havmineraler og indeholder en naturlig mængde kaliumjod. Indholdet er på 95 % natriumklorid og 5 % fordelt på forskellige mineraler, sporstoffer og jod. 

Læsø salt er blevet et kendt brand langt udenfor Læsø. Både i Danmark og det meste af norden er Læsø Salt kendt både for sin smag, sin struktur og ikke mindst for den spændende fortælling om, hvordan Saltsyderiet på Læsø blev til.

Senest er Læsø salt på vej ud i verden som en del af nordisk gastronomi, som fejrer store triumfer mange steder i udlandet - helt aktuelt Japan, hvor Læsø Salt er med i et fremstød for nordiske råvarer.